SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Afgørelser truffet af ECB's styrelsesråd (ud over beslutninger om fastsættelse af renten)

Marts 2025

28. marts 2025

Pengepolitik

Centralbankernes overholdelse af forbuddet mod monetær finansiering og privilegeret adgang

I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvoraf det fremgår, at det er ECB's opgave at overvåge, at centralbanker i EU overholder forbuddene i artikel 123 og 124 i TEUF samt de dertil knyttede forordninger, vedtog Styrelsesrådet 26. marts 2025 rapporten herom for 2024. Nærmere oplysninger findes i et særligt afsnit af ECB's årsberetning 2024, som offentliggøres på ECB's websted 28. april 2025.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om Lietuvos bankas' regler om fordeling af overskud

Den 19. marts 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/5 på anmodning af Republikken Litauens præsidents kontor.

ECB's udtalelse om forhøjelsen af Italiens kvote i Den Internationale Valutafond

Den 24. marts 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/6 på anmodning af det italienske økonomi- og finansministerium.

Statistik

Pilotprojekt om tildeling af adgang til fortrolig statistisk information for videnskabelige forskningsorganer

Den 7. marts 2025 godkendte Styrelsesrådet et pilotprojekt om tildeling af forskningsadgang til anonymiserede fortrolige statistiske data om individuelle banker i euroområdet. Formålet er at teste effektiviteten og bekvemmeligheden af forskellige adgangsmetoder og bidrage til en eventuel etablering af en permanent infrastruktur for forskningsadgang til datasæt, der forvaltes af ECB. En pressemeddelelse med nærmere oplysninger om baggrunden for dette initiativ blev udsendt den 13. marts 2025.

Omarbejdning af ECB's retningslinje om statistik over offentlige finanser og ændring af serviceleveranceaftalen mellem ECB's Generaldirektorat for Statistik og Eurostat om dataudveksling

Den 7. marts 2025 vedtog Styrelsesrådet retningslinje ECB/2025/9 om statistik over offentlige finanser, som indfører en mere effektiv proces for deling af statistik over offentlige finanser mellem Eurostat og ECB's Generaldirektorat for Statistik. Ved at gøre det muligt for Eurostat at forelægge en del af de nationale centralbankers statistik over offentlige finanser for ECB i henhold til den nye serviceleveranceaftale reducerer initiativet i betydelig grad de nationale centralbankers rapporteringsforpligtelser, forudsat at visse kriterier er opfyldt. Den nye serviceleveranceaftale gør det lettere for Eurostat at overføre ikke-validerede nationale statistikker over offentlige finanser til ECB inden offentliggørelse og dermed sikre rettidigt input til Eurosystemets og ECB's ansattes arbejde.

ECB Banktilsyn

Indsamling af data om benchmarking af aflønning og højtlønnede

Den 21. februar 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet om at vedtage afgørelse ECB/2025/7 om ændring af afgørelse (EU) 2024/461 om de kompetente nationale myndigheders indberetning af oplysninger om aflønning, kønsbestemte lønforskelle, godkendte højere andele og højtlønnede til Den Europæiske Centralbank med henblik på benchmarking (ECB/2024/2).

I 2023 udstedte Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) retningslinjer for benchmarking af mangfoldighedspraksis, herunder mangfoldighedspolitikker og kønsbestemte lønforskelle (EBA/GL/2023/08). I lyset heraf besluttede ECB at indarbejde indsamlingen af yderligere data ved at ændre afgørelse 2024/461, som fastsætter kravene vedrørende indberetning til ECB af oplysninger, som enheder under tilsyn har indberettet til de kompetente nationale myndigheder med henblik på benchmarking af aflønningstendenser og -praksis, lønforskelle mellem kønnene, godkendte højere satser og højtlønnede.

De ændrede indberetningskrav sikrer, at de kompetente nationale myndigheder forsyner ECB med de oplysninger, som de signifikante og mindre signifikante institutter har indberettet i overensstemmelse med EBA's retningslinjer, og har til formål at hjælpe ECB med at sikre overholdelse af EBA's retningslinjer og lette den efterfølgende indberetning af data til EBA.

ECB's vejledning om outsourcing af cloudtjenester

Den 27. februar 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet om at offentliggøre ECB's vejledning om outsourcing af cloudtjenester til cloududbydere og svarene fra den offentlige høring, der blev iværksat 3. juni 2024.

Vejledningen offentliggøres som et yderligere skridt i ECB's tilsynsstrategi med hensyn til at fastlægge forventninger og fremme god praksis med hensyn til outsourcing af cloudtjenester. Den vil snart være tilgængelig på ECB Banktilsyns websted.

Den specificerer de tilsynsmæssige forventninger på dette område, idet der tages hensyn til forordningen om digital operationel modstandsdygtighed (DORA)og kapitalkravsdirektivet til effektiv risikostyring som følge af outsourcing, samtidig med at den støtter etableringen af robuste rammer for IT-sikkerhed og cyberrobusthed.

Justeringer af 2025-tilsynsprogrammet for inspektioner på stedet og undersøgelser af interne modeller i signifikante institutter

Den 3. marts 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet til en afgørelse om justeringer af tilsynsprogrammet med hensyn til inspektioner på stedet og undersøgelser af interne modeller i signifikante institutter i 2025. Tilsynsprogrammet for inspektioner på stedet er udarbejdet med udgangspunkt i SSM's tilsynsprioriteter 2025-27, som er offentliggjort på ECB's banktilsynswebsted.

Årsrapport om ECB's tilsynsvirksomhed 2024

Den 4. marts 2025 godkendte Styrelsesrådet "Årsrapport for ECB's tilsynsvirksomhed 2024" og gav tilladelse til, at den blev offentliggjort og fremsendt til Europa-Parlamentet, Rådet for den Europæiske Union, Eurogruppen, Europa-Kommissionen og de nationale parlamenter i de deltagende medlemslande. Rapporten blev offentliggjort på ECB Banktilsyns websted 27. marts 2025. Samme dag blev den forelagt Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg af formanden for Tilsynsrådet.

ECB's afgørelse om det samlede beløb for de årlige tilsynsgebyrer, som ECB opkræver for 2024

Den 7. marts 2025 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2025/8 om det samlede beløb for de årlige tilsynsgebyrer for 2024.

ECB's svar på Den Fælles Afviklingsinstans' høring om tilpasninger af bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2025

Den 14. marts 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet om ECB's svar på SRB's høring om tilpasninger af ex ante-bidrag for 2025 til Den Fælles Afviklingsfond for perioden 2016-23. Tilpasningerne indebærer korrektioner af tidligere beregnede årlige bidrag som følge af ajourføringer eller korrektioner af oplysninger eller data, som et institut tidligere har indsendt.

SRB forvalter Afviklingsfonden og fastsætter de individuelle bidrag, som kreditinstitutterne skal betale hvert år i henhold til forordning (EU) nr. 806/2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond ("SRM-forordningen").

I overensstemmelse med forordningens artikel 70 har ECB foretaget sin vurdering af de foreslåede tilpasninger af beløb, som institutter under tilsyn skal betale til Afviklingsfonden, med fokus på i hvilket omfang disse tilpasninger kan resultere i manglende overholdelse eller en forværring af den eksisterende manglende overholdelse af tilsynsmæssige krav eller søjle 2-vejledninger eller på anden måde kunne føre til alvorlig bekymring over en enheds finansielle sundhed.

ECB's afgørelse om fremsendelsen til Den Europæiske Centralbank af tilsynsdata indberettet til de kompetente nationale myndigheder

Den 24. marts 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet om at vedtage afgørelse ECB/2025/10 om ændring af afgørelse ECB/2023/18 om fremsendelsen til Den Europæiske Centralbank af tilsynsdata indberettet til de kompetente nationale myndigheder af enhederne under tilsyn. Afgørelsen vil blive offentliggjort i EUR-Lex på et senere tidspunkt.

For at forbedre effektiviteten og kvaliteten af proceduren blev det besluttet at ændre proceduren for indberetning af data om væsentlige risikokoncentrationer og væsentlige koncerninterne transaktioner i det finansielle konglomerat. I henhold til direktiv 2002/87/EF skal regulerede enheder eller blandede finansielle holdingselskaber på nuværende tidspunkt regelmæssigt, og mindst en gang årligt, rapportere til koordinatoren om alle væsentlige risikokoncentrationer i konglomeratet og alle væsentlige koncerninterne transaktioner i konglomeratet, hvor ECB påtager sig hvervet som koordinator.

På baggrund af ændringen skal data om væsentlige risikokoncentrationer og væsentlige koncerninterne transaktioner, som det også er tilfældet med andre oplysninger, der regelmæssigt indberettes i overensstemmelse med relevant EU-lovgivning, indberettes af signifikante enheder under tilsyn til de kompetente nationale myndigheder. I fremtiden udfører de kompetente nationale myndigheder den indledende datakontrol og stiller oplysningerne til rådighed for ECB.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt

Vi bruger cookies på vores websted

Vi bruger funktionelle cookies til at lagre brugerpræferencer, analysecookies til at forbedre webstedets resultater, tredjepartscookies, der er fastsat af tredjepartstjenester, der er integreret på webstedet.

Du kan vælge at acceptere eller afvise dem. For yderligere oplysninger eller for at gennemgå din præference for de cookies og serverlogfiler, vi bruger, opfordrer vi dig til:

Læs vores databeskyttelseserklæring

Få mere at vide om, hvordan vi bruger cookies